
FasterOikos vil afgive købstilbud på stor dansk Bank
I en overraskende drejning har den lille andelskasse, FasterOikos offentliggjort, at de vil opkøbe en af Danmarks største og mest etablerede banker.
Den lille lokale andelskasse, der traditionelt har haft fokus på de små lån og personlig service, har nu sat sig på en helt anden skala.
Ifølge den nyeste pressemeddelelse er købet blevet muligt takket være en ny, banebrydende finansieringsmodel, som FasterOikos kalder “Hypermikro-lån” – et koncept, der ifølge bankens direktør, Jan Kirkensgaard, vil “revolutionere bankverdenen” og gøre det muligt for selv de mindste spillere at dominere markedet.
“Vi har længe haft en vision om at blive Danmarks største andelskasse, men vi vidste, at vi ikke kunne opnå det gennem traditionelle metoder som investeringer, fusioner eller organisk vækst. Derfor besluttede vi at tage sagen i egen hånd og købe en af de største banker i Danmark. Hvorfor ikke?” siger Jan Kirkensgaard og smiler.
FasterOikos, der i øjeblikket kun har 20 ansatte, ser frem til at integrere den pågældende store banks infrastruktur med FasterOikos’ kendte demokratiske kultur med “kaffe til alle uanset formue”, synlig kundeservice og deres helt egen specialitet: At tilbyde lån til folk, som samtidig får en ærlig vejledning i hvad renten er, samt vise at kundeservice ikke er at vente i telefonen i flere timer for at tale med en kunderådgiver eller en ekspeditionsmedarbejder, men at tale med et levende menneske, og at det sker uden en lang ventetid ved en omstilling eller telefonsvarer.
Jan Kirkensgaard fortæller yderligere: “Andelskassen er kendt for en god almen forståelse for andet end pengeinstitutdrift, eksempelvis har andelskassen også god viden om dagligdags ting, som eksempelvis at ”hvidvask” er bedst til lyst vasketøj, og at udlandseventyr er noget man laver i sin ferie, eksempelvis om sommeren.” Det er han overbevist om, at den nye kundegruppe vil tage godt imod.
“Vi glæder os derfor til at byde de nye kunder velkommen,” fortsætter Jan Kirkensgaard. “Med vores fine erfaring med at håndtere personlige forhold, er vi sikre på, at vi kan skabe en helt ny type bank, hvor hver eneste kunde bliver mødt med et varmt håndtryk og et personligt lån, der er tilpasset deres allerhøjeste ønsker – selv hvis de bare vil have penge til at købe en ny cykel.”
Jan Kirkensgaard tilføjer:” Vores mærkesager handler om mennesker og ordentlighed, hvilket kan virke voldsomt for nogle af vores nye kunder, men vi tror dog de hurtigt kommer over det.”
Mange er skeptiske overfor opkøbet, men FasterOikos er fast besluttet på at bevise, at selv de mindste kan vinde i den store finansverden. “Vi har lært at spille stort, og vi er ikke bange for at tage chancer. Hvis vi kan få den pågældende meget store bank til at blive lige så personlig og hyggelig, som vores lille filial i Astrup eller i København, så har vi allerede vundet,” afslutter Jan Kirkensgaard.
OBS: Denne nyhed var dagens aprilsnar fra FasterOikos